Vibæk grusgrav

En udvikling fra råstofindvinding til rekreativt område. Af Anna Schultz, Dannesvej 2 (nabo til Vibæk grusgrav)

“Vil du med i grusgraven”? Det er et, gennem tiden, ofte stillet spørgsmål i vores familie, og sikkert i mange andre familier i Vejrup/Endrupområdet.

Råstofindvinding. Vibæk grusgrav er, som navnet siger en gammel grusgrav, eller rettere flere grusgrave, som har leveret byggemateriale til såvel gårdene i omegnen som til vejbyggeri i området. Der blev også gravet sand og grus, som blev anvendt i et lokalt cementstøberi, Endrup Cementstøberi, der lå ved markvejen beliggende vest for Hovedvej A1 nr. 32. Vejen kaldes i vores familie stadig Støberivejen, og den gik oprindeligt helt over til grusgraven. Det vides, at der blev gravet grus til opførelsen af viadukten i Vejrup i forbindelse med anlæggelsen af Funderbanen (indviet 1914). Gruset blev fragtet på tipvogne. Vi har så sent som først i1990’erne fundet rester af sporene langs skrænten ved ”den gamle sø” inde i skoven. Cementstøberiet (udstykket fra Bygaden 84, 2.5.1919 og købt tilbage til ejendommen 16.7.1942) har fungeret i godt 20 år og leveret alle mulige elementer, der kunne tøbes i de forme, man nu havde. Da vi flyttede til området i 1987 stod enkelte rester af støberihuset stadig og blev brugt til opbevaring af mindre landbrugsredskaber. De allersidste rester forsvandt for ca. 10 år siden.

Ejerforhold. Vibæk grusgrav har flere ejere. I dag ejer kommunen størstedelen (bl.a. området med den store sø). Et område mod nord har hørt under Vibækvej 21. Det blev i 1947 solgt fra og tilplantet. Senere blev det solgt til Roland Munch, og er nu købt tilbage til ejendommen. Et område ved nedkørslen på V.Vejrupvej hørte under Vester Vejrupvej 9, og herfra solgte Peder Sørensen grus til de lokale (han havde gården i perioden 1942-1984). Længst mod nordøst har Kaj Madsen (V.Vejrupvej 18) et område.

Vibæk Grusgrav som rekreativt område. Jeg er kommet i grusgraven siden 1971. Dengang var der stadig gang i grusgravningen. Jeg husker skoven som forholdsvis tæt og mørk, domineret af nåletræer (gran og fyr). Ved den gamle sø stod en campingvogn, vistnok tilhørende tømrer Mortensen. Længere mod vest var et par små hytter. Dengang var det ikke så tit, man mødte andre, når man gik tur i skoven. Vi har flittigt benyttet grusgraven, først når vore små søstre trængte til at blive rørt og få brændt noget krudt af en søndag eftermiddag, senere sammen med vore egne børn, og nu sammen med børnebørnene. Vi har haft skoleklasser fra Vejrup med på skattejagter, når Simon eller Esben havde fødselsdag, og vi har været involverede i weekendlejre med spejderne (1992). Jeg har endog på en overlevelsestur med spejderne(1996) været udsat for at skulle bygge en tømmerflåde, sejle ud til øen, tænde bål og bage brød til morgenmad meget tidligt om morgenen, mens arrangørerne (Bernhardt og Peter Nissen og Esben Schultz) sad inde på bredden og spiste rundstykker med pålægschokolade!

Decemberstormen i 1999 ændrede meget på grusgravens udseende. De store nåletræer bukkede under. Nogle steder i de mere tætte dele af skoven kan man stadig se resterne af dem. I dag domineres bevoksningen af eg, bøg, birk, røn og hæg. I foråret kan man nogen steder finde anemone, liljekonval og majblomst, som findes i åben løvskov. Af dyreliv kan nævnes ræve.

Grusgraven benyttes som rekreativt område af mange mennesker. Hundeluftere og naturelskere kan man møde på alle tider af dagen og på alle ugens dage. Rigtig mange mountainbike-kørere bruger grusgraven. De har skabt mange nye stier i området, og de benyttes flittigt.

Sportsdykkere bruger søen som træningsområde, og de har fundet mange ting på bunden. På nettet så jeg for nylig en film, der var optaget under et natdyk. Her kan man se livet på bunden af søen. På en varm sommerdag vrimler området ved søen med unge mennesker, som hygger sig. Badning er ikke tilladt, der har da også været sat skilte op, men de fleste er på mystisk vis forsvundet. Selvom vandet ser fristende ud, er søen er meget dyb og vandet iskoldt. Kender du ikke Vibæk grusgrav, skal du ikke snyde dig selv for en god naturoplevelse, men fortæl det ikke til din nabo, for så bliver området måske for overrendt. En lille advarsel: Kig dig lige over skulderen en gang imellem, der kunne komme en mountainbiker!
God tur!