Vejrup Kro 1892 – 2006

Billedet er fra omkring år 1900.

Forord.
Vejrup Kro lå der hvor Min Købmand og torvet ligger i dag (2016). Engang var kroen byens omdrejningspunkt, det meste af hvad der skete i byen, skete på kroen. Nu er den der ikke mere, og de som har levet med Vejrup Kro i mange år, kan nok ikke sige sig fri for at savne den lidt. Denne historie skal være med til at bevare erindringerne om Vejrup Kro. Størstedelen er skrevet af Sam. Højst Pedersen (1935 – 2024), og man skal huske på, at det er skrevet i 2001 hvor kroen jo stadigvæk var i drift, hvilket artiklen selvfølgelig bærer præg af. For at gøre historien fuldendt, har vi skrevet et afsnit til slut som beskriver kroens endeligt 2006 – 2012.
Vejrup Sognearkiv, august 2016.

Vejrup Kro / Vejrup Gæstgivergård – 100 års Krohistorie Af Sam. Højst Petersen 2001.

Krohunden hed Hans. Visse krogæster yndede at fodre den med sukkerknald dyppet i brændevin. Om aftenen var det fast skik, at krofatter kom ud på trappen, hvor han med høj røst kaldte på hunden: Haaaaans – så vidste alle i byen, at nu var der lukketid på kroen.

Sådan lyder legenden fra Vejrup. Men vi skal starte med begyndelsen. I 1892 tog høker og kromand Christian Jørgensen den store beslutning at bygge en helt ny gæstgivergård ved korsvejen øst for den daværende Nr. Vejrup landsby. Her lå i forvejen sognets gamle kirke, et par gårde og Vejrup Mølle – og her havde man lige indviet det helt nye andelsmejeri. I øst-vestlig retning gik landevejen mellem Esbjerg og Kolding og i nord – syd retning Vejrups forbindelse til Gørding. I de tre korsvejshjørner havde man nu kirke, kro, andelsmejeri og allerede fem år efter blev købmandsgården bygget i det fjerne hjørne. Hermed var et nyt Vejrup-midtpunkt etableret.

Gæstgivergården var et byggeri, der sikkert vakte opsigt. Det var en bygning uden sidestykke i Vejrup: muret op på en kraftig høj sokkel, prydet med stærkt svungne, svulmende gavle og masser af ornamentik i gavle og på facaden mod vejen. Selv rejsestalden var bygget med en gevaldig portal med søjler og buer – næsten for voldsomt. Men det var en bygning der udstrålede kvalitet og som markerede sig ved at hæve sig over blot det funktionelle. Kro eller gæstgivergård. Officielt hed det nok gæstgivergård. De to benævnelser blev brugt i flæng, men da den altid i daglig tale blev kaldt Vejrup kro, vil jeg fremover bruge denne betegnelse. Christian Jørgensens tid med den nye flotte kro blev dog kort. Allerede tre år efter, i 1895 solgte han kroen og flyttede til Donslund kro. Hvorfor han gjorde det, ved vi ikke – men har vel haft sine grunde.

1895 – 1921: En driftig und mand kommer.
Køberen i 1895 var en spændende, driftig ung mand fra Sdr. Vejrup – kun 24 år gammel: Peder Hansen Andersen. Han var født på en gård i Sdr. Vejrup den 16 april 1871. Hans far var gårdmand Anders Nielsen og hans mor var Maren Kirstine Lytken, datter fra nabogården, (nu Bjerndrupvej 9). Peder Hansen Andersen giftede sig i 1891 – 20 år gammel – med en 18-årige Kirsten Madsen fra Emtekær i Tanderup sogn (Fyn). Ved giftermålet blev han indskrevet som ungkarl og gårdmand – så de må have haft gård de første tre år. PHA og Kirsten flyttede så ind som nyt kropar. de havde allerede en søn og en datter: Mads (f. 1892) og Anna (f. 1894). På kroen fødte Kirsten så tre døtre: Mary 1897, Joshia 1900 og Jørgine 1902. Indtil 1921 var PHA kroejer og familien boede på kroen og drev den det meste af tiden. Datteren Anna (Christensen) fortalte i 1973 til Olaf Bak (Vestkysten), at de i 1902 havde bortforpagtet kroen og var flyttet til Bramming, hvor hendes far kørte med gæster på Hotel Kikkenborg, nå de havde ærinder i byen og oplandet. Hvor lang tid det ophold har stået på vides ikke. I Bramming er der ikke dokumentation for, at familien har boet der og heller ikkefor kørsel med gæster. Men ældre mennesker i Vejrup mener at kunne huske en krovært i Vejrup for en kort tid: Olsen fra Sdr. Omme og måske også en Sørensen. Hvornår de vendte tilbage er uvist, men ved folketællingen i 1911 boede hele familien igen på kroen.

1916: jernbanen kom.
Vi nærmer os et spændende afsnit af Vejrups historie: Bygningen af jernbanen og åbningen 1916. Dels gav arbejdet med såvel jernbanen som viadukten og vejforlægningen stor aktivitet, dels skulle Vejrup nu være Stationsby. Om nogensinde var der i disse år grundlag for Ingrid Jensens formulering i Vejrup-sangen: “Drømte du drømme om at blive større…” PHA har nok set mulighederne. I 1913 byggede han en etage oven på kroen og forlængede den mod øst. Den var nu blevet et stationsby-hotel med ca. 9 værelser til udlejning. Arbejdet med jernbanen trak folk til udefra, som havde brug for et sted at overnatte. Og årene efter oplevede kroen en tid, hvor der kom gæster langvejs fra, for at gå på jagt i det naturskønne område Grisbæk-Bolding. Det var prominente gæster, mest fra København. Man fortæller, at den kendte forfatter Thit Jensen, med sin mand, kunstmaleren Fenger var mellem gæsterne.

Diner Transportable.
Disse jagtselskaber indlogerede sig på Vejrup kro, og PHA sørgede for at køre dem ud i jagtområdet – og hente dem hjem igen. Men han sørgede også for forplejningen under jagten, idet han leverede mad ud af
huset. Oven i købet medbragte han en primus, så maden kunne varmes. Til kroen hørte en del jord og PHA købte desuden ejendommen nord for stationsbygningen, nuværende Stationsvej 4, som han solgte til vognmand Mads Jessen i 1920. I 1915 købte han den i 1895 nybyggede Anneksgård nord for kroen af Jens Marinus Nielsen. Da han havde taget det meste af jorden fra ejendommen på Stationsvej med sig til Anneksgården, ejede han nu hele området langs Storegade og Stationsvej fra kroen mod øst og nord for kroen, helt op til Vøgaslund. Hele dette område er nu bebygget. Mon PHA har tænkt i byggegrunde. I 1921 solgte de kroen og flyttede til Kongensgade 14 i Esbjerg. Her etablerede PHA en fragt-central med tilhørende restaurant, centralt i byen, tæt på banegården. Her havde de deres virke i 14 år, frem til 1935.

1921-1935: hjemvendt amerikaner har kroen.
Den nye kroejer i 1921 var Niels Lauridsen, Han kom fra Søndergård i Bramming, nu Ribevej 40. Han var vendt hjem fra Amerika og købte så Vejrup kro. Niels Lauridsen var gift og fik to børn: Hans og Karen – men så rejste hans kone til Kolding, hvor hun boede sammen med en hestehandler. I hendes sted flyttede faster Anne ind. Faster var Niels Lauridsen søster. Hun kom til Vejrup fra Beiers gæstgivergård i Bramming. Hun havde haft et dårligt ægteskab. Hun havde født vist nok syv børn, hvoraf kun to overlevede. Faster blev nu Niels Lauridsens faste støtte i opdragelsen af børnene og i kroens daglige drift. Om faster siges, at hun var en myndig dame. Elna Jessen, der var hos dem i tre år, fortæller, at hun efter den første dag på kroen sagde: Her bliver jeg i hvert fald ikke! Men bag sig hørte hun til sin store forbavselse Niels Lauridsen sige: Det tror jeg nok, for faster vil ikke af med dig! Og det blev så til tre dejlige år, hvor de havde de bedste forhold til hinanden
og hvor Elna kom til at sætte stor pris på Faster.

Niels Lauridsen betegnes som en meget ligetil, meget venlig og rar kromand. Sønnen Hans rejste med Erling, købmand Andersens søn, til Amerika. Det siges, at man ikke siden hørte fra Hans, mens Erling skrev breve hjem. I 1935 døde Niels Lauridsen – Faster var da død forinden – og Karen stod alene med kroen. Sammen med sin ven og senere ægtefælle, Thyge Bruhn Madsen (søn af mejeribestyrer og brugsuddeler i Holsted) forsøgte hun at sælge kroen til et ungt par. Det unge par var Alfred Nicolajsen fra Hovborg kro og Dinne, som stammede fra gården Hansholm nord for Holsted. Hun var en søster til bager Lorentsens kone i Vejrup. Det unge par kunne imidlertid ikke få spiritusbevilling, så handelen kunne ikke blive til noget.

1935-41 Kirsten og Peder kommer tilbage.

Så dukkede Kjesten og Peir, Kirsten og Peder Hansen Andersen op igen: de købte kroen tilbage i 1935. Hvorfor de kom tilbage vides ikke. Man kunne gætte på, at PHA stadig havde nogle penge stående i kroen, eller at de har ønsket lidt mere rolige forhold på deres gamle dage. Han var 64, hun 62 år .

Driften af fragtcentral og restaurant overlod de til datteren, Jørgine og hendes mand Beyer. Hvad der ikke lykkedes for det unge par fra Hovborg, lykkedes for PHA, nemlig at få spiritusbevilling. Det skete med én stemmes overvægt i sognerådet. Kjesten og Peir fik nogle år sammen på kroen. Det fortælles, at kroen dengang – som nu – havde et godt ry i sognet og omegnen, at PHA var en driftig, men rolig mand, vellidt og omsorgsfuld. Interessant er det at se en række fotografier fra beværterudflugter. Af dem fremgår det, at han havde den tradition at lukke kroen og tage på udflugt med familie og kropersonale, gerne omkring pinsetid. Det var vist ikke helt almindeligt dengang på landsbykroer!? Slående er også, at krohunden næsten altid er med på billederne. PHA var en hundeven. Men dens historie har vi jo fortalt i starten.

Kirsten var nok et lidt fremmed islæt i Vejrup, hun bevarede sin fynske accent – måske var det derfor, at nogen kaldte hende Kjesti Per Hansi. På fotografier ser man hende som en trivelig dame, køn og med glimt i øjet. Det stemmer også med, hvad folk siger om hende. I 1940 døde Peder Hansen Andersen, 69 år gammel. Han blev begravet på familiegravstedet lige øst for våbenhuset på kirkens sydside. Kirsten havde kroen alene til 1941, hvor hun solgte den og flyttede til Nørregade 49 Bramming. Her boede hun til sin død i 1952. I avisen omtales hun som en i vide kredse agtet og afholdt dame, flittig og trofast over for sine venner. Det fremgik også, at hun var særdeles dygtig til at kniple og hun fremstillede metervis af fine kniplinger.

Til sidst en omtale af deres fem børn: Andreas blev uddannet til lærer, gift med Agnes Johanne Jørgensen fra Svendborg (var pige i huset hos Johansen på Rebelsig Teglværk) og ansat på Rødby Byskole, men døde på Rigshospitalet (nyresvigt), begravet i Vejrup. Anna Christensen havde en forretning (Schous sæbehus med trikotage) i Jyllandsgade i Esbjerg. Mary blev gift Brandenhoff, de havde Sønderho Badehotel, Fanø. Joshia blev gift med en forsikringsmand, Knudsen og i en nekrolog fra 1952 omtaltes hun som enke bosiddende i Bramming.

1941 – 55: en myndig krodame.
Køberen af Vejrup kro i 1941 var Clara Gårde. Hun kom fra Størsbøl, fra ejendommen lige nord for Størsbøl kro. Hun var servitrice på Korskroen. Efter overtagelse af kroen blev hun gift med Andreas Christensen. Han kom vist fra Skads og hjalp til på kroen, men døde efter nogle år af kræft. Clara siges at have været en myndig dame, som nok kunne sætte sig i respekt. Bent Callesen, der nu ejer kroen, fortæller, at han den første dag, han var i lære i Købmandsgården, blev sendt over på kroen med varer. Der var imidlertid nogle forkerte varer med, derfor blev han skældt noget så grundigt ud. Siden var han meget forsigtig og omhyggelig, når han havde ærinde hos Clara. Han husker også, at Clara og Ingrid – den senere kroejer – sagde De til hinanden, det var nok ikke almindeligt på en landsbykro. Clara Christensen drev kroen til 1955, hvor hun solgte den og flyttede til en villa i Storegade i Bramming.

1955-86: IC der bestemte nu menuen.
Det var i 1955, at Ingrid Christensen overtog kroen. I daglig tale blev hun kaldt IC og hun var godt kendt med kroen, da hun i nogle år havde været servitrice hos Clara. IC kom vist nok fra Guldager, men stammede fra Henne, hvor hendes forældre havde en ejendom lige vest for Henne stationsby. IC havde kroen fra 1955 – 1986, hvor hun solgte den og flyttede ind i en af de helt nye boliger lige over for kroen. Senere flyttede hun til Gørding i en af de nye boliger på mejerigrunden i Nørregade. For IC var arbejdet på kroen en livsstil, hun havde helt sin egen måde at lede arbejdet på. Ofte gik hun rundt og gav ordre til pigerne alt mens hun selv udførte arbejdet. Når jeg var med på kroen for at aftale en menu m.m. til en fest, følte jeg altid bagefter, at i virkeligheden blev det, som IC ville have det, og det blev altid godt. Til en festaften i ungdomsforeningen skulle vi bruge klaveret ret så meget. Jeg spurgte derfor forsigtigt IC, om vi kunne få klaveret stemt. Det kunne vi tydeligt nok ikke. Klaveret var stemt da jeg købte det, og det var et godt klaver, sagde ham, jeg købte det af, og han var fagmand. Et par dage efter spurgte jeg igen, hvis vi nu selv ville betale og skaffe en pianostemmer? Da var svaret: Ja, så gør det da, men klaveret er godt nok! IC var ikke særlig kirkeligt indstillet, men hvert år arrangerede menighedsrådet en julefest for ældre på kroen. Når vi pyntede træet tredje juledag, var det fast tradition, at IC kom med kaffepunch til os. Selve festen med alt hvad dertil hørte, gav hun hvert år kvit og frit. Vores problem var altid, at få hende lokket frem i døråbningen, så vi kunne sige hende tak. Det var tydeligt, at hun ikke kunde lide det. Men hun var vist alligevel glad for det. Sikkert er det,
at IC havde både hænder og hjerte på rette sted! Da hun døde, blev hun begravet på Henne kirkegård.

1986:- Frem til nutiden.
Den 1. november 1986 overtog Ruth (1941-2024) og Bent Callesen (1939-2019) kroen. Bent havde en høj stjerne hos IC. Han havde hjulpet hende meget gennem årene. Han kendte kroen, og det var et stort ønske for IC om Ruth og Bent ville overtage den. Det gjorde de så, og har nu i 2001 haft den i 15 år. Stille og roligt har de forbedret forholdene på kroen: malet, tapetseret, bygget nyt indgangsparti mod parkeringspladsen, bygget nye toiletter og lagt nyt gulv i salen med mere. I forbindelse med krosalen skal nævnes, at i buen over scenen stod med flot skrift: “Vær mild i din dom”. Indtil 1957 var den prydet med malerier på væggene. De viste Vejrup kro, dels før ombygningen i 1913, dels efter med benzintanken foran. Dengang var der meget få biler, men 3 benzintanke i Vejrup. Det forlyder at de er fremstillet af en maler fra Holsted, som man kaldte Maler Nis, og som kom en del i Vejrup. Senere blev de frisket op af Jens Maler, Jens Lauridsen i Vejrup. Bent Callesen fortæller, at da han i 57 skulle tapetsere salen for IC, var billederne i så dårlig stand, at de ikke kunne reddes. Samme år lavede Olav Bak tre små penne skitsér af billederne fra salen. Ud over forbedringer af bygninger og inventar har Ruth og Bent også formået at knytte gode hjælpere til kroen. I Krostuen er Mie Jessen trods sine 85 år hver dag på pladsen, når fyraftensgæsterne skal have serveret deres ”sæt”. I køkkenet har Ruth gennem mange år haft god hjælp af Elsebeth Lage, og en række unge piger og nogle lidt ældre træder til, når der skal serveres til festerne. Sådan skal det være på en landsby kro, hvis økonomien skal hænge sammen.

Vejrup Kro i 60’erne.

Kroen som kulturcentrum.
Jeg mindes ikke nogen sinde at være gået fra en fest på kroen, hvor maden ikke har været helt i top. Sammen med kirken, skolen og fritidscentret er kroen helt afgørende kulturbærere i Vejrup. den er samlingssted for private fester, barnedåb, konfirmation, bryllup, sølvbryllup, guldbryllup og et væld af runde fødselsdage, og samlingssted for mindesamvær efter begravelser. Her holder foreningerne deres generalforsamlinger, og her er valgsted for Vejrup sogn. Her sejles op og ned ad åen. Her vil hanen ikke ud, når hønsehuset brænder. Her synges ved næsten hver en fest Vejrup-sangen. Her synges “Danmark nu blunder den lyse nat”, “Hvor smiler fager den danske kyst”, osv. Og her synges også “Du gav mig, o herre”… og “Vor gud han er så fast en borg”. Man kunne fristes til at sige, at intet menneskeligt er fremmed for kroen. Her vises alle menneskelivets facetter.

2001-: Og hvad så fremover?

Alle ved godt, at et generationsskifte er forestående. Vi ved, at ordrebogen er fyldt godt op langt frem i
tiden. Vi ved også at vi ikke som i 1935 har en Peder Hansen Andersen, som kan vende tilbage. Vi ved at det at drive kroen ikke er et 8 til 4 job, men en livsstil, og at det kræver meget fin føling med lokalbefolkningen og dens traditioner. At finde købere er godt nok Ruth og Bent Callesens problem, men det vedrører os alle i Vejrup også i den grad! Hvem mon kan og vil føre Vejrup kros historie videre?

Tak til Signe og Aksel Olsen, Alice og Alfred Bjerre Nielsen, Elna og Ejner Jessen samt Bent Callesen for hjælp med oplysninger. Forfatteren har boet i Vejrup siden 1959 er seminarielektor.

Efterskrift.

Hvordan gik det så? Jo, Ruth og Bent satte kroen til salg, og efter en rum tid lykkedes det i sommeren 2006 at få den solgt. På det tidspunkt var der kun nogle få måneder til, at de kunne have fejret 20 års jubilæum som kroholdere.
Køberne var et konsortium med hollandske forbindelser. Dette firma skaffede udenlandsk arbejdskraft (polsk) til Danmark. Kroen blev så udlejet som bolig for disse mennesker. Dette arrangement fik dog, forholdsvis hurtigt en ende. Brandmyndighederne udstedte simpelthen et forbud mod at bruge kroen som overnatningssted/bolig.
Herefter går der et stykke tid, hvor der ikke sker noget. Et privat opholdssted er lige ”inde over” med nogle planer om at lave kroen til et sted for unge mennesker med særlige vanskeligheder. Bortset fra et velbesøgt informationsmøde, som bliver afholdt i krosalen, bliver disse planer ikke til noget.

Vejrup Midtpunkt ApS.
I begyndelsen af januar 2009 skete der noget. To personer fra Esbjerg købte kroen af en revisor i Odense og stiftede anpartsselskabet Vejrup Midtpunkt. Planerne var store: Krosalen skulle laves om til to ældrevenlige lejligheder, i den lille sal skule der være en lejlighed og en i krostuen. På første sal skulle der laves to lejligheder. Rejsestalden skulle bygges om til øl– og vinstue med mulighed for køb af lidt mad. Investeringsbehovet var, iflg. ejerne, fem millioner kroner. Om det var planerne der var for store eller pengene for små, vides ikke. Hvorom alting er, så blev Vejrup Midtpunkt erklæret konkurs og Vejrup Kro henstod i en periode med fri adgang til lokalerne hvor arbejdet med ombygningen var gået i gang men langtfra færdiggjorte.

Lokalrådet udtalte til Jyske Vestkysten: ”Kro er en skamplet”. Rådet havde, igennem længere tid, forsøgt at rejse problemerne med den faldefærdige kro, både over for ejeren og politikerne. Man mente, at der var for stor fare ved at have den faldefærdige bygning stående. I begyndelsen af januar 2012 kunne vi, i Jyske Vestkysten læse, at Ivan A. Jensen havde købt Vejrup Kro. Meldingen var klar: enten skal den restaureres eller rives ned. Som alle ved, blev det besluttet, at kroen skulle nedrives, og i august 2012 gik arbejdet hermed i gang. Hvad der så skulle være på grunden, lå lidt hen i det uvisse i en kortere periode. Men ret hurtigt kom der gang i planerne om at etablere en købmands butik på grunden. Men den historie tager vi en anden gang.

Vejrup Sognearkiv, Birger Henriksen, august 2016.