Vejrup Fattiggård, Bjerndrupvej 10.

Bjerndrupvej 10, 1947.

Af Stig Hein, Bramming

Den ligger på Bjerndrupvej 10, men man kan nu ikke se det har været en fattiggård. Der er også spor i annalerne efter Vejrup Fattiggård. Men det var der nu fra 1870-97 kommunens tredje fattiggård og på skolen kendte man ungerne fra fattiggården: Hermine, Kathtrine, Jes og Helene, fra familien Hermansen fra nr. Lourup.

Det var ikke frivilligt børnene var på fattiggården. Forældrene, der var 37 år, var i oktober 1884 gået med til en tvangsfjernelse – som vi ville kalde i dag – og amtet havde givet kom­munen lov til at beholde børnene på Fattiggården, klædte og nogenlunde holdt til orden, samt modtagne en regelmæssig skolegang. Baggrunden var, som amtet skrev, et forhør o­ver Arrestantinde Hansine Vind, Hans Rasmussen Vinther Hermansens Hustru for begået tyveri, hvorunder det var oplyst at hun havde tvunget eller forlokket sine børn til at deltage i tyveri. Amtet henstillede derfor at forældrene måtte fratages omsorgen for deres 5 yngste ukonfirmerede børn, henholdsvis 12, 10, 8, 6 og 1½ Aar gl. og Børnene anbringes paa Tat-tiggården indtil deres Confirmation, hvorved endvidere bemærkes, at Børnene formentlig led Nød og utvivlsomt af Forældrene opdroges til Betleri. Det står ikke noget om tyveriets art, men også betleri var ulovligt.

Men så den 21 januar 1885 hentede faderen børnene hjem uden videre. Det var en alvorlig sag. Amtet havde jo i oktober krævet Forældremyndigheden for de 5 yngste, ukonfirmere­de børn frataget, da faren havde ansporet dem til tyveri. Sagen kom i politiretten under Herredskontoret i Holsted hele to gange.

Når sagen gik hele vejen, var det nok også fordi nogle sognerådsmedlemmer sammen med betjenten havde været ude hos Fattiglem Hans Hermansen af N Lourup, for at få børnene tilbage. Det ville Hermansen ikke være med til og de blev enige om at fremskaffe amtets skrivelse, så han kunne se at de var i deres ret. Da de så kom næste dag, var Hermansen forduftet. Og så kan man jo nok forestille sig at sognerødderne har følt sig til grin og de henvendte sig til herredsfogeden samme dag. Herfra har de allerede svar næste dag og den følgende dag skrev de til amtet. Det gik sandelig ekspedit.

Epileptisk mor.
Det var børnenes mor, den 38 årige Hansine Vind fra Lourup, der var indkaldt for retten i Holsted i sagen både den 7 og 8 februar. Den første dag foregik det kl. 18,30. Når det var moren der mødte, var det fordi manden ikke var hjemme, hvortil dommeren sagde, at det var ham bekjendt, At denne for Tiden hensidder arresteret i Varde.

Hvad han sad for er der ingen oplysninger om. Hun fortalte, at hun havde alle sine 5 børn hjemme og at to af dem var syge. Herredsfogeden (dommeren) meddelte hende tilhold om inden 3 Dage fra i Dag, altså inden Mandag den 9 dennes Aften Kl. 7 at bringe alle sine børn tilbage til Fattiggården i Veirup. Det var selvfølgelig en chokerende meddelelse for Sine og – som der står i politiprotokollen: da såvidt var passeret faldt Komparentinden på Gulvet i Krampetrækninger, hvorfor Forhøret blev udsat.

Da hun er kommet til sig selv igen efter nogen Tids Forløb modtog hun af Dommeren den ovennævnte Tilhold, hvortil hun bemærker aat hun nok veed, hvor hun skal bringe Børnene hen. –

Sine fik så igen et epileptisk anfald, hvorefter ordensmagten sørgede for, at hun blev der-paa transporteret til Arresthuset; for at tages under Behandling af Lægen. –

Sognerådsmedlem Benned Petersen fik derefter besked på at sørge for børnenes anbring-else på Fattiggården. Natten tilbragte hun i arresten, må man formode og næste dag fortsatte de kl. 11½ – det var en søndag, men det var jo en sag af største vigtighed, da dommeren i Holsted vel ikke plej­ede at arbejde om søndagen det i kirketiden. Hansine fik igen forelagt Stiftamtets resoluti-on om børnenes tvangsfjernelse. Da faren jo sad i arresten i Varde, måtte dommeren nøjes med at fortælle konen om at alle mandens forsøg på a tfjerne Børnene fra Fattiggården uden Vedkommendes Tilladelse vil på drage dem strafansvar.

Hvordan dommer Friis har haft det med de to epileptiske aanfald, kan man gætte sig til. Politiprotokollen noterer omhyggeligt, at Hansine erklærer sig derefter nu sund og rask, at hun kunne være fjern, hvorved Dommeren Bemærkede at Amtslægen til ham havde erklæ-ret, at han ikke skjønnede Hendes Tilstand var til Hinder herfor, hvorefter hun blev Demiteret. Det synes altså at fremgå, at amtslægen har sagt at hendes tilstand ikke stod i vejen for at hun blev sendt hjem.

Politibetjenten.
For nu at sikre sig at retfærdigheden var sket fyldest, sendte herredsfogenden en af betjen-tene fra Holsted til Vejrup og betjent Pedersen kunne skrive:
Paa min Patrouilletur i Dag til Veirup Sogn har Sognerådsmedlem C. Skov S. Vejrup, meddelt mig, at Hans Ramussen Vinther Hermansens Børn i Søndags ved Sognerådets Foranstaltning er anbragt på Gjørding-Veirup Fattiggård. Hvilket jeg herved tillader mig at indberette. –

Dommerens mening om familien lagde han ikke skjul på, idet brevet til sognerådet før sa­gen er påført hans uforgribelige mening: Sluttelig skal jeg Tilføje, at jeg maatte anse det for overmåde Heldigt, om saavel Hermansen som hans Kone blive anbragte i en Tvangs­arbejdsanstalt, da deres nuværende Levned kun aabner Udsigt til stadige Conflikter med Straffeloven og Politiet. det fremgår også at dommer Friis tidligere havde indstillet til en tvangsfjernelse, men det havde sognerådet ikke ønsket i første omgang. Hvad skal man mene om at dommeren også mener at et sygt barn også skal på fattiggården? Problemet løste sig selv, idet Herman Peter døde ugen efter, om søndagen kl. 15. – så morens udsagn om sygdom i hjemmet har i hvert fald ikke være grebet ud af luften. Somme ville nok be-tvivle dommer Friis`s sande interesse for barnets tarv. Nogle år senere døde hun også, i 1901 står Hermansen som enkemand i folketællingslisten.

Tvangsarbejde.
Men det med tvangsarbejdsanstalt synes kommunen nu at have været med på, i hvert fald skrev de til amtet om at få Hans Hermansen og Kone anbragt paa en Tvangsarbejdsanstalt på Sognerådets eller Kommunens Bekostning dog tillader man sig at bede om Politibetjen-tens Medvirkning da Sognerådet ikke ser sig i stand til at få dem Transporteret til Anstal-ten. Hvordan den sag gik ved jeg ikke. Tvangsarbejdet dengang var straf for betleri og løs-gængeri – altså rettet mod de fattigste – endvidere var det en straf for udviste udlændinge der vendte tilbage uden tilladelse, for kvindelige prostituerede – desuden blandt meget me­re diciplinarmiddel overfor fattiglemmer. I tilknytning til fattighuse/arbejdsanstalter havde amterne i alt 17 tvangsarbejdsanstalter, bl.a. i Ringkøbing.

En hytte på heden.
I 1870 boede familien Hermansen i Lourup og Bjerndrup – altså tæt ved fattiggården, senere flyttede det il Malt, hvor de boede fra 1873-76 derefter flyttede de til Vejrup og fra 1882 til 1917 var hjemmet en hytte nord for Lourupvej 39, men børnene var altså væk fra kort efter flytningen til hytten. Den er for længst revet ned og indsider/daglejer Hans Herman­sen – der forsørges ved Kommunens foranstaltning – blev senere flyttet et andet sted hen. Han var da 70 år. Hytten lå på det yderste sted i kommunen, et stenkast fra Bjøvlund Plan­tage – et sted som ingen ville vedkende sig, som blev købt af kommunen i 1844 for at fore-bygge at den bliver bebygget af Folk, som muligen kunde falde Fattigvæsenet til Byrde.

Om stedet hedder det, at man kan næppe i dag forestille sig, hvor øde disse egne har været dengang. Hermansen så dagens lys 13 juli 1847 – en uge før landets første damptog futtede fra København til Roskilde – og bar det smigrende navn Plynder Hans – og herom er der mange lokale myter.

Fattiggården.
Sagen familien Hermansen var i 1885, femten år efter at fattiggården var oprettet. Kommu­nen købte gården i 1869 med 2 tønder land – altså ikke noget man i sig selv kunne drive en gård med. Fattiggårdens grundlag var ellers landbrug og fattiglemmernes arbejdspligt. Men det var kun i Princippet, for i praksis bestod gårdens beboere kun af børn og gamle. Så til driften blev der ansat tjenestekarle, i 1890 2 stk. I 1870 var der 17 lemmer på fattiggården, men kun 3 – 4 stykker i den arbejdsduelige alder og kun et par børn. Ti år senere er der lige så mange, men her sammensætningen ændret, idet der nu er 8 børn, herunder tilsyneladende de Johanne Jørgensen med hendes 5 børn, det sidste født på fattiggården.

Fattiggården kunne være den sidste udvej for en enke, eller i bedste fald en station på vejen når yngste barn var blevet stort. I 1890 var der 16 lemmer, herunder både Jes og Helene Hermansen, der var blevet 14 og 11 år, mens den yngste bror Herman Peder jo var død al­lerede i 1885. Det siger sig selv at det næppe har været til den store gavn for børnenes udvikling at være sådan et sted. Iver Jensen (f. 1825) fra Gørding (Lourup) havde været på gården i tyve år. Ifølge skoleprotokollen fra 1884 – 91 var det største antal børn på fattig­gården i 86 og 87 hvor der var 5 skolepligtige. I 1898 fik sognerådet amtets tilladelse til at sælge fattiggården, så den har nok som så mange andre steder haft ringe udnyttelse efter vedtagelse af lovene om alderdoms og invalideunderstøttelse i 1892 – den sidste der står noget om i kirkebogen er i 1890 hvor den 17. februar døde Ane Kirstine Marie Knudsdatter gift fattiglem. Født i Aal sogn 1802, 88 år. Ved salget af fattiggården medfulgte 2 aktier i Bjøvlund – Åstrup plantage plus aftale med mejeriet, så landbrug har der været.

Bestyrere.
Den første bestyrer var Eskild Christensen fra Tyrstrup, f. 1835 og husmor Ane Marie Schultz f. 1831 i Vejrup, der havde to børn født i Vejrup, den ældste i 1865. I 1880hed be-styrerparret Hans og Marie Andersen f. 1848 og 1853 – de mistede 3 børn i løbet af 2 år. Senere kom et par fra Jernved: Kristen Andersen Krestensen og Cecilie Katrine f. 1851 og 1861. Der skulle også have været en Fattiggårdsbestyrer Knud Nielsen og Anne Katrine Sørensen.

En slesviger.
Lige som på Kærgård var der også slesvigere på Vejrup Fattiggård, altså personer der hørte hjemme syd for grænsen af 1864, men som staten forsørgede, når de var i Danmark.

Vores slesviger hed Poul Thiim. Han var nu 46 år og havde større drømme i livet end fattiggården, hvor han sikkert havde været et par år. Han ville til USA, hvor en bror havde gjort sin lykke, men det var jo ikke så ligetil, når man var fattiglem. Sognerådsformand J.P. Hansen skrev derfor i 1890 til amtet om det høje Stiftsamt vil afholde udgifterne ved hans Overrejse hvilket bedes besvaret. Men det skind blev ikke til bukser da de omhandlede udgifter kunne ikke ventes afholdte. Man skulle da ellers tro at det var en god forretning for staten! Historisk kyndige vil vide, at staten på næsten samme tid betalte socialistlederne Pio og Geleff for at rejse til Amerika, men de var nok også mere til gene end Poul Thiim. Men ikke alle fra syd fandt statens pengepung åben, samme år som Thiim: Den prøjsiske undersåt Frederikke Møller havde 6 børn i alderen mellem 11 år og seks uger. Amtet øn­skede regningen betalt fra Endrup Mølle`s Brugsforening behørigt kvitteret. Dog vil udgif­ter til brændevin, i alt 1,05 Kr. ikke kunne forventes refunderet. Gad vide om sognerådet har troet at amtet ville betale for brændevinen.?

Børn dengang.
Men det mest oprørende er nok de spor af børns skæbne man kan støde på ud over fattiggården. Se nu sagen fra Gør­ding mølle i 1885: Møllersvend Jens Knudsen ansøgte amtet om 125 kr. til sin 11 årige søns sygehusophold, hvor han havde fået en arm sat af efter kvæstelser i et mølleværk. Møller Hansen, Gørding Mølle havde kautioneret for beløbet. Jens Knudsen havde i forvejen et par børn der var invalideret. Am­tet betalte vistnok, men hvad gjorde et 11 årigt barn i nærheden af et mølle­værk?

Eller drengen Morten Davidsen (Hol­sted) der i 1871 havde sat ild på sin husbonds, Ole Egertsens stald Lourup­vej 18 – og skulle til Flakkebjerg Op­dragelsesanstalt ved Slagelse. Den blev kendt på grund af Peter Sabroes beskrivelse af den sadistiske forstander og senere ved Knud Bechers selvbiografiske skildring af drengen Kaj Gøtsche.

En syg dreng
Det var i året 1869 at Christen på 18 år fra Nørhøe startede med at arbejde hos gårdejer Jes Jessen i Nørå, nærmere betegnet den 1 november. I begyndelsen af december blev han syg og kom så hjem igen. Han havde arbejdet der om sommeren, hvor han havde Natlogie for uld og huld. Men hans helbred var ikke for godt og måske også logiet var årsagen til hans sygdom. Christen sagde at madmor, den 33 årige Maren Margrethe havde sagt at han skul­le tage hjem og da han kom tilbage, ville de ikke have ham til at begynde igen. Drengens far henvendte sig derpå til sognerådet for at få fattighjælp til ham. Det fik han og kommunen ville så have bonden til at betale udgiften, da han var forpligtiget til at forsørge Christen i henhold til tyendeloven. Men det ville han langtfra. Der for henvendte sognerådet (Kr. Juulier) sig til amtet om hjælp – det kom der nu ikke meget ud af, de kunne lægge sag an mod Jes Jensen, hvis de syntes.

Bondens forklaring: jeg og min kone..
Man kan jo så undre sig over, at det var Maren der havde sendt Christen hjem. Men det beteg ner han nu også som en stor usandhed. Tvært-imod havde Christen rigtignok Lagt i Sengen en Dag eller To og fik sin mad, min Kone har sagt om han ikke ville op og sidde ved kakelovnen – selv om det jo er pænt af hende synes det også at fremgå at der (selvfølgelig) ikke var varme, der hvor han lå og var syg, ellers var han vel ikke blevet inviteret ind til kakelovnen. Efter bondens forklaring var det knægten selv der ville hjem, men jeg og min Kone sagde at det var koldt at han måtte hellere see om Veiret ikke skulle blive bedre. Det er jo næsten så stor en omsorg, at man må få sin tvivl om familien Jensens forhold til sandheden – men det er naturligvis kun et gæt.

Hans beskrivelse af situationen efter at Christen var kommet tilbage, ligner jo mildest talt ikke knægtens. Jes skrev, at han kom: nogle Dage efter og jeg og min Kone Tænkte på ingenting, førend en formiddag kommer han altså ind og forlangte (?) at Reise. Altså langt fra at det var dem der ikke ville modtage ham igen. Christen sagde, skrev Jes: så er vi færdig, han Talte ikke om nogen Sygdom – og fortsatte Jes: jeg tænkte heller ikke på nogen sygdom, da vi havde talt med ham siden han gik hjem. Og i Jensens udlægning havde han erklærede at han var fuldkommen Rask. Til sidst kommer bonden igen ind på spørgsmålet om karlekammerets kvalitet, hvor han skriver noget kryptisk til sognerådet: Grunden til at haan (Christen) ville Reise, angav han, var, at havde (overstreget: sagt) hørt at han ikke var tilfreds med sin Kammer og det påstod han, at havde aldrig klaget over og nu vvil jeg Reise. Hertil havde Jes svaret: Jeg sagde til ham at han måtte vist hel­lere betænke sig og blive. Jensens trumf er at invitere sognerådet til at se kammeret, som måske ikke var værre eller bedre end det var på sognerøddernes gårde: dersom det ærede Sogneråd vilde bese Kammeret – den er i en Ny (?) huus og jeg vil også vide han havde en god seng. Og hans udgangsreplik: I øvrigt paastaar jeg mig frifunden efter Tyende Lovens § 64 da han ikke var syg da han Reiste og sikker ikke paaført nogen Sygdom på mit brød. Så den udgift har sognerådet måttet bide i sig. Chresten var flyttet hjem og der var han også som 28 årig. Hans eneste søster blev 25 år og døde i 1891.

Fattighuset.

Kommunens fattige var før fattiggården henvist til fattighuset, hvor der kun var husly og lidt til føden, men altså ikke en bestyrer og hans kone. Det ligger der endnu, selv om der ikke er noget tilbage af det oprindelige, der stammer fra omkring 1850. Da var der 7 lemmer med Kjersten Gravsen som alderspræsident på 91 år. Fem år senere kan man notere sig ugifte Sidsel Hansen med hendes tre børn på 2, 4 og 6 år. Også i 1860 var der et par småbørn blandt de fem indvånere. Der har været andre fattighuse i Bjerndrup Fattige børn blev ellers mange steder udliciteret til de højest bydende, om det var sådan i Gørding- Vejrup ved jeg ikke. I 1850 havde gårdejer Jens Jensen og hans kone Mette Kjer­stine Andreasen 2 plejebørn der understøttes af kommunen: Loutrobine Dorthea Margrethe Hansen, 15 år og Marie Kjerstine Jacobine Jensdatter, 7 år.

Fem år senere stod der at de havde 2 plejebørn: Marie Kjerstine Johanne Jensen, 12 år og Lauridsine Lauridsen, 5 år – envidere boede Anders Hermansen, 30 år hos dem og Nyder understøttelse af Fattigvæsen. I 1860 havde de stadig plejebarnet Lauridsine, der nu er 10 år. Almissemedlem Mette Marie Jørgensen, 6 år, boede også hos dem. Der var også andre familier der havde plejebørn. Og så var det jo før folkeskolelærerne kunne hæve en fed penssion: I 1850 står der, at afskediget skolelærer Christen Vinding Hansen, 59 år, og en­kemand, fik Understøttelse af kommunen. I 1866 blev fattighuset solgt ved auktion.

Hermed er jeg nået til vejs ende med beskrivelsen af kommunens fattiggårde. Nogen lystvandring har det jo ikke været, men ind imellem har der da heldigvis været været eksempler på folk, der har prøvet, ikke at lade sig kue – men samfundsomvæltere finder man jo ikke. Højst lidt anarkistisk spræl.