Vejrup – bilernes by.

Af Anna Schultz
Artiklen er offentliggjort i Lokalårbogen for Bramming-egnen 2014.

Et tidsbillede fra dengang Vejrup blev kaldt “Lille Silkeborg”.

Der er blevet solgt biler i Vejrup i de sidste 50 år, men i sidste halvdel af 1980’erne og i 1990’erne skete der et opsving i brugtbilshandelen i Vejrup. Der blev annonceret i Den Blå Avis, bl.a. under overskriften ”BILLIG BILLIG”, og hver weekend valfartede folk til byen for at se på biler. Byens placering ved hovedvej A1 var god, og langs Storegade (nu Vejrup Storegade) og tilstødende gader lå bilhandlerne side om side. Det eneste, man behøvede for at starte en bilforretning, var en garage, hvor man kunne klargøre bilerne, og en stump jord ud til gaden, hvor der kunne lægges grus på til udstillingsplads. Da motorvejen kom, medførte det en afmatning, men bilhandelen lever stadig i bedste velgående i ”Vejrup – Bilernes by”.

Bilerne blev i stor stil hentet på marked i Hamborg eller på bilauktioner, bl.a. i Vejle, eller der blev aftaget biler, som andre bilhandlere fik i bytte, når folk købte nye biler. Et problem ved at hente biler i Hamborg kunne være sproget, men så benyttede man sig af et særligt ”bilhandler-tysk”, som var en blanding af tegnsprog og enkelte gloser som: ”zu teuer”,” Zoll” og lignende.

En yndet leg i starten af 1990’erne for to drenge på en halv snes år var at lege ”Bilauktion og Brørup Marked”. Legen indebar, at hele vores stuegulv på Dannesvej blev fyldt med legetøjsbiler, bondegårdsdyr, legetøjstraktorer og redskaber. Der blev lavet ”pengesedler”, og så blev der handlet. Legen kunne strække sig over flere dage. Den ene er søn af en bilhandler og er selv blevet bilhandler. Den anden er vokset op på et landbrug og er i dag landmand! Historien kan lære os, at rollelege kan blive til virkelighed.

Vejrup Storegade 13: Her startede Henry Lautrup cykelhandel og værksted i 1931 og benzinsalg under navnet Jysk Petroleums Kompagni i 1937. Dengang var literprisen 23 øre. På det tidspunkt gik hovedvej A1 ind gennem byen, og der var flere tanke i byen. Senere blev benzinskiltet skiftet ud med Gulf. Henry havde åbent fra tidlig morgen til kl. 22, og han betjente selv alle kunderne. Henrys valgsprog var: ””Nå, vi er nok lidt på farten igen” og ”Et par dråber, og så kan vi lidt igen”. På et tidspunkt kom der håndkøbsudsalg til, og svigersønnen, Bent Nørskov fik radioværksted i huset. I 1983 overtog datteren og svigersønnen, Lis og Bent Nørskov, forretningen, men Henry og hans kone, Else var stadig med i det daglige arbejde. Gulfskiltet blev i 1985 skiftet ud med Netto, og der blev valgfrihed mellem betjening og selvbetjening. I 1990 overtog Ilse og Klaus Ising Hansen tanken, og der kom brugtbilshandel til sortimentet. I 1994 blev tanken lukket pga. miljøpuljen, en skæbne, der ramte mange små tankanlæg. Lukningen betød, at Vejrup i  en periode stod uden benzintank, indtil OK-tanken ved VAG blev åbnet.                        

Vejrup Storegade 59: Bygget 1947 af mekaniker Alfred Kock og indrettet med værksted og benzintank. Kock havde en fast kundekreds, som købte deres biler hos ham, og han sørgede for at holde dem køreklar. På et tidspunkt overtages ejendommen af Ernst Dohrmann, og der oprettes firma med reparation og salg af biler under navnet ”Ernsts Svejseteknik” (1993). Bilerne blev solgt fra en plads ud til Storegade.

Vejrup Storegade 61: Søndergaard Biler. Virksomheden er bygget af Jens Søndergård i 1973 og er en af de bilforretninger, der stadig er i fuld gang. Jens Søndergaard startede i den gamle smedje i Rebelsig i 1971. I 1973 byggede han værkstedet med to lifte i Storegade. Hans drøm var at sælge biler, men de første år blev det til mere værkstedsarbejde end bilsalg. Senere skiftede det, og bilsalget blev det vigtigst.  I 2006 udvidedes værkstedet, da sønnen, Dan besluttede at gå ind i firmaet, og der foregik et glidende generationsskifte.

 Vejrup Storegade 71:  I 1969 blev udstillingen og privatboligen opført på adressen Storegade 71. I 1972 kom værkstedet til, og i 1979 blev lageret bygget. S. P. Knudsen startede oprindelig med forhandling af bilmærkerne Hillmann, Wartburg og Trabant, men skiftede til Datsun, da den kom til Danmark (1968). Navnet blev omkring 1983 ændret fra Datsun til Nissan. S. P. var sammen med 17 andre forhandlere i landet taxacenter inden for Nissan og leverede Nissan-taxaer til et stort område. S. P. Knudsen har nu overdraget forretningen til sønnen, Ronny.

Tjørnealle 9: Et af de steder, hvor der var stor aktivitet, var i den gamle møbelfabrik på Tjørne Alle 9, hvor Kent Jensen oprettede Vejrup Undervognscenter (1986), som stadig eksisterer i bedste velgående. Samme sted havde Holger Enevoldsen i en periode (1985-88) mekanikerværkstedet Bilspecialisten med et Øko Test Center (kaldet ”Rullemarie”). Senere rykkede Henrik Ising Hansen ind i mekanikerværkstedet og solgte biler under navnet ”Vejrup Biler”. I en årrække solgte Ejner Schultz og Holger Enevoldsen også biler fra pladsen. I 1995 brændte værkstedet.  

Vejrup Storegade 57: Lange Auto startede omkring 1995. En stor projektør, som godt kunne blænde ud mod vejen, lyste pladsen op. Flyttede senere til Vejen.

Vejrup Storegade 80c: Jensen Biler. Jan Jensen har været i bilbranchen siden 1980. I 2000 startede han bilforretning i Storegade. Jan er i 2013 blevet medlem af Dansk Bil Forhandler Union (DBFU).

Vejrup Storegade 82: Ejendommen tilhørte 1997-2002 Henrik Ising Hansen. Herfra drev han i en periode bilhandelen Vejrup Bilcenter. Smedegaard Biler holdt til på adressen omkring 2002.

Vejrup Industrivej 5: SE Biler. Værkstedet er startet i 1996 af Holger Enevoldsen. Der var et salgssamarbejde med Ejner Schultz, derfor S.E.Biler. (Schultz og Enevoldsen). Samarbejdet fungerede frem til omkring 2007, og et af firmaets varemærker var VW Golf’er, hentet i Hamborg på Ejners gamle fejeblad. Pladsen i Vejrup blev efterhånden for trang, da Holgers søn, Allan gerne ville med i firmaet. Allan og Holger valgte at fremtidssikre og valgte en strategisk beliggenhed ud til motorvejen i Holsted. Her åbnede de i 2007 under navnet Holsted Biler.

Vejrup Industrivej 7: VF Biler ejes af Verner Fogh. Værkstedet er bygget i 1987. På det tidspunkt havde Verner allerede været selvstændig i to år i lejede bygninger på den anden side af Hovedvej A1. Verner har en solid ballast rundet ud af det lokale mekanikermiljø, idet han er udlært hos Alfred Koch i 1982 og har været svend hos Jens Søndergaard.

Skolevænget 8: NJ Biler ejet af Niels Jørgen Andersen. Han startede så småt, mens han boede på Lykkesgårdsvej 8 (før 1993).

Thøgers Mark 4: Vejrup Bil-Center er startet af Henrik Ising Hansen omkring 2001. I en periode handlede Henrik med sejlbåde, men handelen har stået stille under krise, så nu udstilles der biler igen.

Af ovenstående kan ses, at Vejrup altid har været ”bilernes by”. Tilbage i 1930’erne solgte Henry Lautrup benzin til de lokale, men også til strøgkunder på Hovedvej A1, da den gik ind gennem byen. Dengang var der ikke så mange biler, men de der var, skulle have brændstoftanken fyldt, ” og så ka’ vi lidt igen!” Efter krigen byggede Kock sit værksted og havde sin solide kundekreds. I 1960’erne kom S. P. Knudsen og Vejrup Autoforretning til, og i 70’erne startede Jens Søndergård sit værksted.

I 1980’erne begyndte der at skyde flere brugtvognsforhandlere op rundt om i byen. Nogle af dem eksisterede kun i en kortere årrække, mens andre var kommet for at blive. Beliggenheden op ad Hovedvej A1, har ganske givet været god, og mange lagde søndagsturen ind gennem Vejrup. Da motorvejen kom, betød det mindre trafik på den gamle hovedvej, og dermed ikke så mange, der lige kom forbi.

Flere af de tilbageværende bilhandlere har holdt i mange år, bl.a. kunne S. P. Knudsen og hans værkfører, Flemming Jensen, begge fejre 40 års jubilæum i firmaet i 2003. Flere af virksomhederne har gang i eller har haft et generationsskift, så der vil sikkert også i fremtiden være bilhandel i Vejrup.

Kilder: Avisartikler og billeder fundet i Vejrup Sognearkiv, samt mundtlige beretninger fra Ejner Schultz og Holger Enevoldsen