Katrine og Mads Jessen

Fortalt af Ejner Jessen i 1988 – Billedet er Stationsvej 4, hvor Mads Jessen havde sin vognmandsforretning i en periode. Kvinden på billedet er Frederikke Jessen, datter af Mads Jessen. Huset blev bygget om og moderniseret i 50’erne og Niels og Gurli Schultz boede her i mange år. I 2012 blev det revet ned. I dag er der nyt byggeri på grunden – Stationsvej 10.

Min far, Mads Jessen, blev født i Stårup ved Gørding, som søn af landmand Vinhardt Jessen. Efter konfirmationen kom far i lære på Skærbæk Mølle ved Rødding. Når han skulle hjem til Stårup efter fyraften, gik han, der var ca. 40 km. og han skulle være der igen om morgenen.

Efter at være blevet udlært, købte han Vejrup Mølle og da der ingen bager var i byen, bagte han også rugbrød. På det tidspunkt kom min mor også til Vejrup. Hun stammede fra Søby mellem Randers og Grenå og skulle nu være mejerske på mejeriet. De blev forlovet og senere i 1899 blev de gift.

Nogen tid efter solgte de møllen og købte Bobøl Mølle. Her blev deres første søn, Vinhardt, som nu bor i Endrup, født. Senere solgte de møllen igen og flyttede til Holsted, hvor far blev møllersvend på Holsted Mølle og mor blev mejerske. Her blev min bror Carl og min søster Magda født. Efter en tid købte de en ejendom i Ilsted ved Gørding. Omkring 1904 flyttede de så til Gørding og her blev Peter, jeg, Arne og Frederikke født. Bossen er født i Vejrup. Min far begyndte som vognmand i Gørding i 1904. Kørslen foregik med heste, han havde 10 og deraf var to ”lette heste”. Der kom ofte rejsende med toget, dem skulle min far køre rundt til forretningerne i byen.

I 1909 skulle der flyttes et lokomotiv fra Gørding til Agerbæk Mergelleje. Der blev hentet en blokvogn i Esbjerg, udelukkende til denne transport, det var en stor begivenhed i byen. Det var også på den tid at jernbanebroen i Sneum skyllede væk. Mads Jessen flytter et lokomotiv fra Gørding til Mergellejet i Agerbæk. Her ses optoget uden for kroen i Åstrup. Fra v. er det Ejner Iversen, Staldkarl, Mads Jessen, kromand Ivar Ivarsen, Borgm. Hans O. Hansen, to kuske, Jens Bro og Jørgen Hansen og lokomotivføreren (arkiv)

Vi kørte efter varer i Esbjerg til både Vejrup, Agerbæk, Stårup og Gørding. Min far og flere andre tog afsted ved tolvtiden om natten og kom først hjem igen næste nat, så skulder et nyt hold afsted. Min mor skulle stå med middagsmaden til dem der kom hjem og kaffe til dem der skulle afsted. det var også en streng tid for hende.

Normalt kørte man varer til Vejrup og Agerbæk, samt kul og sten til Rebelsig Teglværk. 1914 solgte mine forældre forretningen og flyttede til Vejrup. Der boede de i den nuværende slagterforretning (Vejrup Storegade 19). Da de flyttede havde 8 heste med sig, de syv døde kort efter. Det var svært at skaffe foder og det man fik var ikke godt. Måske det var årsagen.

I 1914 købte min far den første bil. Han rejste til Silkeborg for at få den og han blev deroppe nogle dage for samtidigt at få førerbevis. Men så kom krigen 1914 til 18 og det varede ikke længe, så kunne man hverken få gummi eller Benzin. I den periode kørte han mest tørv og grus.

I 1920 solgte mine forældre forretningen til slagter Hansen og købte ejendommen hvor nu Niels Schultz bor. (Stationsvej 4). Den første lastbil købte vi i 1923, det var en Ford og den kunne laste 1 ton. Der var også plads til to kreaturer. Vi havde stadig to spand heste i bedriften.

Her den gamle Ford med gasgenerator, fra ca. 1944

Bilerne blev større og større og omkring 1930 havde vi to ”lillebiler” og to ”selskabsbiler” Det gik godt en årrække, men så kom krigen igen i 1940 og det ændrede en hel del. Vi måtte have gasgeneratorer på lastbilerne, den ene var til tørv. Samtidig blev det svært at skaffe gummi, man kunne punktere flere gange om dagen, så det var besværligt. På det tidspunkt kørte vi sten og grus til diagonalvejen, som stod på i to år. Foruden tørv og brunkul, kørte vi også med smør, svin og kreaturer. Vi kørte bl.a. for Endrup Mølle og Grimstrup Brugsforening.

I 1927 flyttede Vinhardt til Endrup og kørte der, og vi var tre brødre der kørte hjemme. I 1944 købte Bossen en forretning i Årre. Far døde i 1950 76 år gammel og mor døde i 1959 hun blev 85 år. Arne og jeg drev forretningen videre til 1977 hvor vi delte den og kørte så hver for sig. I 1981 solgte vi bilerne og holdt op med at drive forretning. Ejner Jessen, født (1908 – 2005) i Gørding, Vognmand i Vejrup. Boede Kærvej 6 (årbog 1988).