Ham Niels Th og Vøgaslund.

Af Sam. Højst Petersen, 2004

Som elev/karl på en stor gård på Roskildeegnen kørte han løbsk med et spand heste. Derved knuste han sit ene knæ. Herefter måtte han finde nye veje. Det blev en løbskkørsel med afgørende følger for vejrupdrengen Niels Th. Iversen. Hans rige evner kom nu til fuld udfoldelse på et noget andet område. På landbohøjskolen tog han eksamen med 1. karakter. Hermed var han landbrugskandidat. Lige hjemkommen til Sdr. Vejrup med sine fine kandidatpapirer var han på besøg på nabogården – Østergården. Konen her ønskede ham til lykke og spurgte: Nå, Niels, hvad skal du så? Hvortil han svarede: Jeg er helt tom i hovedet, og synes slet ikke, jeg kan noget!.Denne dramatiske begivenhed er en brik til forståelsen af Niels Th. Iversen. Gerne ville jeg have givet en mere fuldstændig beskrivelse af ham – en spændende og sammensat personlighed i Vejrups historie, men det har vist sig umuligt – i hvert fald for mig. Igen for sent på vej! De, der virkelig har kendt hans livsforløb, er borte. Tilbage er der mellem vore ældste en del, som kan fortælle brudstykker, og de skriftlige kilder giver ikke mange oplysninger om hans livsforløb, så derfor må det blive brudstykker/fragmenter.

En slægt af sognekonger?
Hvem var han så – Niels Th. Iversen? Han var ikke en hr. hvem som helst. Han blev født i Sdr. Vejrup, og det er der en del, der betragter som noget i sig selv! Han blev født i 1869. Hans far-hed Laust Chr. Iversen. Han var født i 1836. Han var sognefoged og havde > sognefogedgården«, som nu har betegnelsen Bjerndrupvej nr. 12. Han havde deltaget i krigen i 1864 som underkorporal, hvorfor han i 1876 fik tildelt en erindringsmedalje, og fra 1914 også en årlig hædersgave på 100 kr. I 1874 fik han tildelt »broderbrev< som medlem af selskabet De danske Våbenbrødre. I 1893 bliver han beskikket som lægdsmand i 4, udskrivningskreds, og fra 1. jan. 1900 bliver han vurderingsmand for Den almindelige Brandforsikring. Endelig bliver han i 1916 benådet med Dannebrogsordenen. Mon ikke der her er tale om noget, der ligner en sognekonge?

Hans mor hed Maren Nielsen og var født i 1839, men meget sigende beretter kilderne intet ellers om hende. I et aftægtshus lige øst for gården boede Niels Iversens fars forældre: Iver Christensen og Dorthea. Iver Christensen havde for øvrigt været sognefoged, indtil hvervet overgik til sønnen. I 1917 solgte de gården til August Michaelsen og byggede så en ny ejendom ca. hundrede m. nord for gården – i svinget ved dengamle Gørding-Vejrup vej- nu betegnet som Bjerndrupvej nr. 15. Niels Th. Iversen var nr. 2 i en søskendeflok på 4 drenge og 1 pige.

Den ældste bror: Iver Chr. Iversen overtog denne ejendom efter forældrene. Han blev selv sognefoged. Blandt de ældre kaldt Æ gammel sognefoged. Efter ulykken var Niels Th. i to år lærer på Malling landbrugsskole, og nogle år senere finder vi ham på et skolebillede fra Askov – som elev på den udvidede højskole. Stort set resten af sit liv boede han i Sdr. Vejrup hos sin bror. Kun i sine sidste tre år boede han i et hus i Vejrup – nu Storegade 38. Om Niels Iversens barndom og ungdom er der næsten intet kildemateriale at finde. I skoleprotokollerne fra Østre skole, hvor han jo må have gået fra ca. 1876 til 1883 har jeg intet kunnet finde. Flest oplysninger har jeg fået fra avisnekrologen ved hans død i 1937. Heraf fremgår, at han var beskæftiget ved landbrug: Hans hu stod til landmandsgerningen, og han søgte gode læresteder i forskellige egne af landet.

Jeg gik mig en tur i den lyse nat,
mens månen står blank og ny.
Foran mig harjeg Vøgas Lund
og bag mig den slumrende by.
Det dufter så friskt fra granernes flok
og hvidtjømens tætte hegn,
thi alt er renset fra dagens smuds
af aftenens milde regn.

Jeg nynner en vise. Om hvad? Om hvad?
Jeg aner det ikke selv.
Men det var nok noget om måneskin
og himlens blånende hvælv.
Om ømme smil og om øjnes lyst,
om min elskedes varme mund,
og hvad man ellers kan drømme om
en natlig midsommerstund.

Så pusler det lydt i den nære gang.
Det ler. Var det Pan, der lo?
Måske? For spøge, det kan det her
en midsommernat klokken to.
Men så var det kun et elskende par,
der vandred så stille og tyst
og drak sig en midsommers elskovsrus
til at dulme hjerternes lyst.

Jeg slentred’ videre ad gangen hen.
Jeg vandred på må og få.
Jeg hørte en solsorts ømme pip.
Jeg hørte en drossel slå.
Lidt hundeglam fra et husmandshus.
Lidt puslen så hist og så her.
Og øverst oppe den himmel blå
med hele sin stjernehær.

Så satte jeg mig på den hvide bænk
og så over festpladsen hen
drømte mig ung og glad og dum
og sommernatsgal igen.
Og sang en vise og lo tilfreds,
som om jeg bare var atten år
og ikke langt over halvtreds.

Niels Th. Iversen ca.1925

Giftermål
Men inden vi skal til plantningssagen og Vøgaslund, skal vi lige en omvej: På en lille ejendom mellem Vejrup by og “Kæret« – nu Hovedvej A1 nr. 49- boede skomager Johannes Jessen og hans kone Mette. De havde mistet deres første barn. I den anledning kom præsten – fra Gørding – på besøg. Han anbefalede dem – som erstatning for det mistede barn – at tage et plejebarn fra København. Dette kunne han formidle. I det indre Københavns baggårde var der mange børn, der led en kummerlig tilværelse og trængte til at komme ud i lys og luft. Mette protesterede i begyndelsen, men det endte med at hun indvilligede, og snart ankom deres plejebarn – en niårig pige: Laura Markmann.

I Vøgas Lund
I Vøgas Lund jeg har fundet den svaling og den sol,
der passed bedst til mit arbejd og min færden,
I Vøgas Lund jeg fundet har den hyggelige stol,
hvor bedst jeg hvile fandt i hele verden.

I Vøgas Lund mit hjerte først den kærlighed har mødt,
den troskab der for fred og lykke borger,
imellem lundens unge træer min bedste fryd blev født,
og min dybe sunde hjertesorger.

Men ægte sorg og glæde gør sjælen fri og klar
og skaber højhed selv i trangest hytte,
min Vøgas Lund du have skal, den bedste tak jeg har,
mit sidste blik når jeg herfra skal flytte.
Niels Th. Iversen april 1917

Det fortælles, at hendes mor var erhvervsaktiv i det, som nogle benævner kvindens ældste erhverv. Senere fik Johannes og Mette selv 8 børn, så de nu var 9 i alt i børneflokken. Her voksede så Laura op i et godt hjem. Hun viste sig at være en pige med ben i næsen. Efter sin skoletid sparede hun selv op til en læreruddannelse – antagelig småbørnslærerindeuddannelse. Hun gennemførte uddannelsen, og en skønne dag kunne Johannes spænde hesten for vognen og køre hende til Vorbasse Skole, hvor hun havde fået sit første »embede”. Mette havde pakket flæsk og andre gode sager i hendes bagage, »så hun dog havde lidt at starte på”.

Senere blev hun lærer på en lille skole på Sjælland, Østermark Skole lige nord for Stege på Møn. Af oplysninger, jeg har fået5 fremgår det, at hun var født i 1891 og døde i 1978 i Stege. Hun kom til Møn i 1917, og blev forskolelærerinde på Østermarkskolen. Senere kom hun til skolen i Stege. Hun ledede sangkor og sangforening. Hun var med i Dansk Kvindesamfund og i Kvindernes Fredsliga. Hun var med i arbejdet for Dyreværnsforeningen og var organist ved Stege kirke. Politisk var hun radikal, og var i en periode medlem af Elmelunde sogneråd. De små elever holdt af hende som en mor. Hendes »nevøer« Kaj og Egon Jessen – nu Kærvej 11 i Vejrup – har kendt hende, og Egon fortæller fra et ferieophold hos hende i Stege, at hun havde et væld af katte, og at der kom mange mærkelige mennesker i hendes hus. Hende blev Niels Th. Iversen gift med!

Det fortælles, at hun en dag kom hjem til Vejrup og her fortalte sin mor – Mette – at hun skulle giftes med Niels Iversen. Mette så meget bekymret på hende og sagde: Nej! Min pige. Det skal du lade være med. Det går aldrig! I er begge to lige kloge og lige stejle! Og Mette fik ret. De fleste fortæller, at ægteskabet holdt en uge. Nogle få mener 14 dage. Jeg har indtil nu ikke kunnet tidsfæste deres ægteskab, men blandt Niels Iversens papirer findes et ikke tidsfæstet digt: Iskongens Rige. Indholdet er helt klart Vøgaslund, men det er underskrevet Niels Th. Iversen Østermark Skole. Ægteskabets korte tid må altså have været på Østermarkskolen, og altså efter 1917, hvor Laura var 26 år og Niels var 48. I årene 1922-23 var han ikke med i arbejdet med Vøgaslund. Kan det tænkes, at hans fravær i disse år har noget med ægteskabet at gøre? I så fald har Laura været 31 og Niels 53 år.

Iskongens have
Uden at der varfaldet sne, havde tågen og frosten forleden nat klædt skoven i hvidt,så den stod med rimfrost i sine dunkel lokker. Den varforvandlet til et æventyrrige, og man opdagede, at skoven var smuk – også om vinteren.

Træerne havde frostdagen klædt helt i hvidt. De stod formelig og lyste op, hvor man vendte øjet hen, stammerne lignede marmor, grenene alabast og de tynde kviste kunst- færdigt sølvfiligran.Så omhyggeligt havde tågen indkapslet dem i den kolde rim, at der fra rod til top ikke var en barplet atfinde på dem. Og om det så var trådhegnene uden om skoven, så spandt disse sig tykke og hvide i morgenens blygrå dis.

Skønnest var der naturligvis i ungskoven, og af alle træer bar birkene prisen. Deres hængende, spinkle og spindevævagtige kroner så ud som de var indhyllede i brudeslør. Alt sà fantastisk og uvirkeligt ud som et eventyr. Skoven var vidunderlig, og de, der tog derud, har ikkefortrudt det. De har set et islandskab med træer, som lignede kalkhvide koraller på havets bund, og hvor hvertrt et græsstrå var oversået med fine diamanter.

Men man mødte ingen spadserende i skoven, og havde man mødt nogen, var det ikke langt fra, at man havde spurgt sig selv: Hvad vil de ganske almindelige mennesker her inde i Iskongens Have, hvor kun de duftløse isblomstervokser, skueretsblomster, der ikke ertil at plukke, men kun for at se?

Undertiden er jeg overbevist om, at jeg er alene om at vide til bunds, hvor smukt der kan være om vinteren i skoven – i Iskongens Have med den Sælsomme pragt af et vinterligtflor, som fødte blev af et par graders kulde,
af solstrålemagt om den vide jord kunne jo aldrig dem ‘vække afmulde’.

Først i vinterstunds mørke og slud, vejbidt afskærende, isnende kulde, folder sig tankernes blomsterflor ud,
former sig ævnerne just som de skulle.

Niels Th. Iversen Østermark skole ca.1923

Selv om han kun var gift denne ene gang, og kun så kort tid, så var han ikke uden sans for kvindekønnets tiltrækning. Da Trine på Lykkesgård lige før århundredeskiftet mistede sin første mand Niels Christensen og derefter blev alene på gården nogle år, da fortælles det, at man i krostuen underfundigt, men højlydt undrede sig over Niels Iversens flittige besøg på Lykkesgård. På en gård i Sdr. Vejrup har man i mange år med stor diskretion opbevaret et brev fra Niels Iversen. Brevet var en klar kærlighedser- klæring til pigen, som brevet var stilet til. Jo, Niels Iversen kendte nok til kærligheden – også til den fors- måede, men i et af sine lyriske skrifter giver han til kende, at også forsmået kærlighed kan give styrke og ses positivt.

Plantningssagen – Vøgaslund, hans livsværk
I sine unge år kom han i forbindelse med en af de mange indvandrere, som har sat sig dybe spor i dansk kultur: Enrico Dalgas. Adskillige gange havde han været tilhører ved hans foredrag, og han var draget af denne mand og hans tanker om plantning og Hvad udad tabes, skal indad vindes. Her skabtes nok grundlaget for hans store og engagerede arbejde for plantningssagen og spiren til hans idé med Vøgaslund-projektet. Selvom Vøgaslund var og blév hans livsværk, så var den ikke hans eneste »arbejdsmark”. Han var medlem af bestyrelserne for Aastrup- Bjøvlund plantage og Løbners plantage. I en længere periode var han medlem af repræsentantskabet for hedebruget, og som formand for de samvir- kende plantningsforeninger modtog han ved en festlighed i 1924 som erkendtlighed et sølvbæger med inskription. Fra 1910 er det Vøgaslund, der er hans projekt. Han er hele vejen igennem til sin død i 1937 primus motor i arbejdet. Vøgaslunds historie skal ikke beskrives her. Om kun 6 år er der hundredårs jubilæum, og der må en samlet historie vel være på sin plads! Men visse træk, som er knyttet til Niels Iversens personlighed, vil jeg tage med.

Pudsigt nok tager hele projektet sin begyndelse i Skytteforeningen, som Niels Iversen var formand for. Skytteforeningen i Vejrup mangler en øvelsesplads med skydebane. Nogle få mænd – herimellem Niels Iversen – mødtes for at finde en løsning på problemet. De henvendte sig til ejeren af Anneksgården: Thomas Hansen, der gav dem valget mellem to arealer, et vest for kirken – der, hvor nu Engdraget er og et nord for byen, det, de valgte, og som nu er Vøgaslund. Det blev ikke skytteforeningen, der blev ejer, men de dannede et aktieselskab, som så udlejede skydebanen til skytteforeningen. Resterne af skydebanen kan stadig ses i Vøgaslund i form af en jordhøj. Mange kalder den i dag Grævlingehøjen.

Et vådeskud
I 1914 går det galt. Under en skydning på banen går et projektil ved siden af og rammer en kvie på marken uden for skoven. Kvien falder død om. Da man ikke er klar over, hvem der skød dyret, bliver man enige om, at man skal være solidarisk om erstatning til ejeren. Her går det galt, for bestyrelsen har betalt ejeren, men er nu ikke i stand til at få de øvrige medlemmer til at bidrage. Det fører til foreningens opløsning. Denne fører igen til en fanestrid: Skytteforeningen havde en næsten 40 år gammel fane, som ved nedlæggelsen blev lagt til side til »bedre tider«. Denne fane gør gymnastikforeningen nu krav på at få udleveret, men her siger Niels Iversen, som sidste formand for skytterne nej! Selvom de to foreninger på landsplan er afdelinger af samme forening, De Danske Skytte-, Gymnastik- og Idrætsforeninger, så bryder et gammelt lokalt modsætningsforhold nu ud i lys lue. I et brev til Gymnastikforeningen møder vi Niels Iversen, når han er oprevet og skarp.

Uddrag af brevet: Vogt din tunge, når du over for andre omtaler mig! Benyt ikke de samme ord, som du kastede mig i ansigtet i søndags i tarvelig, simpel, lav. I modsat fald skal du komme til at erfare, hvad slige ord takseres til i retten! Her er lyrikken lagt på hylden!

Fint besøg
Vøgaslund blev mere og mere kendt på egnen – ja ud over hele landet. Det var familier på søndagstur, men det var i høj grad også foreninger, der arrangerede udflugter til lunden. Niels Iversen selv skriver, at det drejede sig om ti tusinder af mennesker. I sådanne tilfælde var Niels Iversen den sagkyndige og særdeles engagerede rundviser. Det fornemste besøg fandt dog sted lørdag den 4. juni 1932, da selveste direktøren for Hedeselskabet, Christian Dalgas sammen med over 20 forstmænd kom på besøg. Det må have været en stor dag for Niels Iversen. Men der var jo også noget at komme efter. Over 400 forskellige slags træer og buske samt et væld af andre planter havde han fået samlet fra hele jordkloden, og med deres vidt forskellige krav til jordbund og klima, var det lykkedes ham at få dem til at vokse. Mange af arterne havde han skrevet hjem som frø, og så selv fremavlet dem i sin planteskole. Alt var passet og plejet.

Vandalisme
Dengang som nu var der mennesker – ofte unge mennesker – der fandt fornøjelse i at ødelægge, hvad andre har bygget op. Gennem protokollerne kan vi følge problemet næsten år for år. Hans “gruk” som han hængte op rundt i lunden, var meget venlige og anvisende som f. eks.: “Hærværk at øve er hæslig dåd” eller “Vær skånsom mod træ og busk, Og søl ej skovbunden og grønsværet til med alskens ruskomsnusk!”

Men opdagede han selv, at nogen var i gang med at ødelægge noget, da var der ingen venlighed. Da kom hans iltre temperament frem i lyset uden begrænsninger. Mangen gang har han truet med politianmeldelse. I sommeren 1919 var vandalismen blevet så grov, at man den 29. juni på en ekstraordinær generalforsamling vedtog at lukke af for al uvedkommende færdsel, og at overtrædelse ville blive fulgt op af politianmeldelse.

Taget med bukserne nede
Det er mit indtryk, at børnene var lidt bange for Niels Iversen, og for at komme til at gøre noget forkert, når han var til stede, og de holdt øje med, om han var der, når de færdedes i Vøgaslund. Således også for et par drenge – Arne Jessen – senere vognmand og Alfred Olsen – senere mejeribestyrer. De var en dag draget til skovs, og troede, at de var der alene. På et tidspunkt fik Arne Jessen lyst til at gøde skovbunden, så han trak bukserne ned og satte sig. Pludselig stod Niels Iversen foran ham, og Arne måtte tage flugten stærkt hæmmet af de flagrende bukser om benene. (Jeg ville gerne have hørt Arnes bemærkning, da han var nået uden for rækkevidde).

Det kæreste, jeg har
De sidste 3 år boede Niels Iversen i Storegade med lægeboligen som nærmeste nabo. Her havde han en utrolig flot have med et væld af blomster, men naboen – Dr. Iversen – havde en hund, og det kunne ske, at den slap ind i Niels Iversens have, og det var ikke godt. En dag, da det var sket, røg der barske ord over hegnet mellem de to naboer. Niels Iversen skældte ud, og Vilhelm Iversen prøvede at dæmpe lidt ned. På et tidspunkt sagde dr. Iversen: Nu må De jo huske, at den hund er mit kæreste eje. Hertil svarede Niels Iversen: Jeg skulle da ellers mene, at De både har kone og to børn!<« Da gik Dr. Iversen ind uden at give den undskyldning, som Niels Iversen forlangte. Til fortællingen hører også, at Dr. Iversens kone, Ella den følgende dag gik ind til Niels Iversen med en undskyldning.

Den historiske interesse
Niels Iversen var meget historisk interesseret og – vidende. Det fremgår også af de papirer, han har efterladt. Han var et virksomt medlem indenfor Historisk Samfund for Ribe Amt. Fra nekrologen citerer jeg: I sine sidste år har han arbejdet meget med sit eget sogns 0historie og samlet gamle historiske overleveringer. Selv om han ikke nåede at få dette arbejde færdigt, har han samlet et godt grundlag at 0bygge videre på. Gad nok vide, hvor disse papirer er blevet af. De ville have været spændende at læse i dag!

Det daglige brød
Niels Iversen var en god gæst ved mange fester, for han var en mester som lejlighedstaler. Også ved begravelser var han en trofast deltager,og ved mindesammenkomsterne bagefter kunne han både yde og tage fra. Yde i form af velvalgte mindeord og tage fra ved det medfølgende måltid. Det fortælles, at han også var god til at lave sig ærinder – som regel lidt før spisetid. Valdemar Hansen på Bækmarksvej skal engang have sagt til sin kone, Ane: Du behøver altså ikke invitere ham på mad hver gang, selvom han altid kommer ved spisetid

Men hvem var han så?
Ja, det får vi jo aldrig et fyldestgørende svar på. Jeg har bemærket, at når jeg spørger de ældre mennesker, som har kendt til ham, så går det igen, at de starter med et glimt i øjet og et smil, og så siger de: Jo, han var god nok. Da mindestenen over ham blev rejst i 1946 sagde hovedtaleren L. Jensen – tidligere førstelærer i Vejrup – om ham: Han var evnerig, så afgjort flittig og arbejdsduelig og særlig på områder, hvor han følte sig hjemme. Han havde udpræget sans for poesi, og han var lidt af en lyriker, men hans natursans lyste dog stærkest igennem. Hans sind var opladt for underne i naturens store rige. Hans skarpe øjne luede af nænsomhed, når det gjaldt atfå spæde vækster plejet og reddet, og de kunne lyne af harme, når vandalisme havde fundet sted i lunden. Han blev misforstået af folk, der ikke kendte hans fyrige vagtstilling, men det var dog fasthed, der skulle til, hvis ikke en slendrian skulle indtræde, og da Niels Iversen var borte, blev det erkendt, at den faste indgriben manglede. Megen tid tilbragte han i lunden. Han trængte til den ro, der rådede i »Vøgas`« haller, og han indåndede luften i fulde drag. I nekrologen står der, at han var udrustet med rige evner, at han var en særpræget personlighed, og han var en følsom natur. I indledningen skrev jeg, at han var en sammensat personlighed, og her tænker jeg i to dimensioner. Han var på den ene side realistisk-rationel, praktisk og vedholdende. Disse ting kræves for at tage en kandidateksamen med 1. karakter, men disse egenskaber er også til stede i hans arbejde med Vøgaslund, både i det rent fysiske arbejde og i bestyrelsesarbejdet. På den anden side var han en fabulerende drømmer med et stærkt lyrisk gen. Selv i hans faglige artikler udtrykker han sig fabulerende og lyrisk. Han kan både gennemføre Vøgaslund projektet med kyndighed og dygtigt, men han kan også sidde i lunden i timevis og drømme om isdronninger, elverpiger og meget andet. I den anden dimension er han på den ene side udadvendt, selskabsmenneske med åbent blik for proportioner, men når noget går ham imod, kommer for tæt på hans nidkærhed, da bliver han ilter og mister proportionssansen, og det er nok dette sidste, der ligger bag det lille smil, som folk viser, før de udtrykker: Han var god nok. I det udtryk er det vigtigt, at vi bemærker den vestjyske underdrivelse. Han var en spændende personlighed og hans bedrift med Vøgaslund gør ham fortjent til, at vi til stadighed i Vejrup vil mindes ham med tak.

Sam. Højst Petersen, (1935 -2024) var født i Stajstrup (Thisted) og boede i Vejrup siden 1959 -2024 på Vibevej 10. Han har været menighedsrådsformand og var med i bestyrelsen for Kultur- og Idrætscentret. Efter 10 år som lærer i Vejrup, kom han til Esbjerg Seminarium i 1972 og senere til Ribe, indtil han sluttede som seminarielektor i 1995. SHP var medlem af redaktionen af Lokalårbogen og redigerede Lokalhistorisk Foreninges medlemsblad.