7 km vej til 7 millioner kroner…

Billed: Kærvej/Lykkesgaardsvej.

….. og dens betydning for Vejrup og byens indbyggere
Af Anna Schultz. Trykt i Lokalårbogen 2017. Udgivet af Lokalhistorisk forening for Bramming-egnen

Da Hovedvej A1 blev ført uden om Vejrup i 1967.
I juli 1967 kunne man indvi omfartsvejen rundt om Vejrup fra Vestre Skole i vest til Bjøvlund plantage i øst. Indtil da gik hovedvej A1, hovedvejen mellem København og Esbjerg, ind gennem byen. I vejnavnet ”Gl. Hovedvej” har vi et minde om vejføringen før 1967.

På det tidspunkt var landevejstrafikken i stærk fremgang, både erhvervskørsel og privatbilisme. Årsagen, til at omfartsvejen blev så højt prioriteret, var den berømte og berygtede Vejrup-viadukt, som havde givet anledning til mange trafikulykker.

Viadukten
Viadukten blev opført i 1912 som et led i anlæggelsen af Funder-banen mellem Bramming og Funder ved Silkeborg. Viadukten er et bevis på, hvad datidens ingeniører formåede: et vejkryds på en bro over jernbanen. Dengang mente man, at en bro nødvendigvis skulle gå vinkelret over jernbanen, derfor det enorme ingeniørarbejde. Vejene skulle selvfølgelig vedblive med at være, hvor de altid havde været. Det var et bygningsværk, der påkaldte sig stor opmærksomhed. Folk kom langvejs fra for at betragte det storslåede byggeri. Blandt andet var elever fra Stenderup skole i 1923 på sommerudflugt for at se, hvordan man ved hjælp af cement, sand og andet fyld kunne føre en vej op over en ernbane.

Det meget sand kom fra grusgraven i Vibæk, herfra var der anlagt spor, så man kunne køre sandet på tipvogne. Omegnens bønder havde også småjobs med at køre materialer til byggeriet.

Hovedvejsbyggeriet.
I mange år, før det endelig blev virkelighed, havde man talt om at føre hovedvejen uden om Vejrup. Allerede da Alfred Kock i 1947 opførte sit autoværksted (Vejrup Storegade 59) talte man om ændringer. Kock byggede sit værksted med benzintank netop der, fordi man på det tidspunkt mente, at hovedvejen ville blive placeret langs jernbanen, og han så ville få den nærmest i baghaven, en god placering for et autoværksted og en benzintank! De første oplysninger om byggeriet fandt jeg i en avis fra oktober 1964. Her fortælles der, at byggeriet var gået i gang. Man var begyndt fra begge ender, øst og vest for byen. Det midterste stykke regnede man med at få bevillinger til året efter. I starten af januar 1965 nærmede man sig Vejrup. Udgravningen til vejen var nået til Vøgaslund, byens stolthed, hvor den skulle skære gennem den sydlige del, og i februar krydsede man Sdr. Grisbækvej. I 1966 tog byggeriet rigtig fart. I forbindelse med byggeriet skulle der opføres tre broer: Vejbroen over Kærvej, en bro over jernbanen ved Lykkesgård og endelig underførslen af vejen mellem Annexgade og Lykkesgårdsvej. Ifølge en avisartikel fra 28.12.1966 har der været omkring 10 mand i gang med broarbejdet og ca. 30 ved det øvrige arbejde.

Den ny vej tages i brug.
Den 15. juli 1967 lød en overskrift i Vestkysten: ”7 km vej til 7 millioner” Underrubrikken lød: ”En mærkelig og chokagtig overgang, da ovedvejstrafikken forsvandt fra Vejrup – Nedgang i omsætningen”

Den ny hovedvejsstrækning var nu taget i brug, og hvilken betydning ville den få for byen? Mange følte, at det hele gik i stå, da hovedvejstrafikken gled uden om byen. Andre har sikkert følt en stor lettelse over at være fri for de mange biler gennem byen. Det var først og fremmest de forretningsdrivende, der var bekymrede over den manglende trafik. Flere af dem havde haft en god omsætning fra gnnemkørende trafik. Bagermester Hans Jensen gav udtryk for situationen hos byens handlende ved at sige, at for de flestes vedkommende var der konstateret en nedgang i omsætningen. Hans egen handel med brød og kager om søndagen var gået 3-400 kr. ned, og en benzinforhandler havde fået sit salg omtrent halveret. Han udtalte videre, at om sommeren kom der tidligere mange turister i byens butikker, og den nye vejføring ville komme til at skade byen. På den anden side var han også godt klar over, at de eksisterende hovedvejsforhold i Vejrup ikke kunne fortsætte, eftersom trafikken ville fortsætte med at vokse.

At omfartsvejen var en nødvendighed, viser en lang række avisartikler om besværligheder og trafikulykker på viadukten fundet i sognearkivets udklipsbøger tydeligt: ”To på sygehus efter færdselsuheld i Vejrup” (27.04.1966), ”Lastvogn mod autoværn” (14.07.1966), ”Bil med biler endte i grøften ved Vejrup” (27.06.1966), ”Man måtte sno sig med 32 m lang betonbjælke” (31.03.1967), ”En dræbt og to kvæstet ved Vejrup-viadukten i morges” (20.04.1967). Disse overskrifter er kun et udpluk, men alle fra 1966-67, altså lige inden vejen var færdig, og de fortæller tydeligt, at vejen var en nødvendighed.

Hvor stort blev chokket?
Året efter indvielsen vendte journalisten tilbage, og det kom der en ny artikel i Vestkysten ud af: ”Hvor stort blev chokket?” (20.09.1968)
Underrubrikken lød: ”Den dystre stemning, der herskede i Vejrup, da hovedvej A1 flyttedes uden om byen, har vist sig at være delvis ubegrundet”. Bagermester Hans Jensen udtalte, at der var fundet en udglatning sted, men at omsætningen ikke havde nået helt samme højde som inden. Benzinforhandler Henry Lautrup havde også mærket ændringen tydeligt i starten, men sagde, at det nu gik bedre, og at der stadig dukkede gennemkørende bilister op. Købmand Tage Jensen sagde, at de da levede i bedste velgående, selvom chokket dengang blev slået stort op. Han mente for øvrigt, at en købmandsforretning ikke var så sårbar over for situationen, selvom der var sagt farvel til kunder, som lige stod og manglede en pakke cigaretter eller lignende. På Vejrup Kro oplyste Ingrid Christensen, at man i sommerens løb havde savnet en del turister. Hun mente, at det bl.a. skyldtes, at det ikke var lykkedes hende at få lov til at sætte et skilt op, der henviste til kroen. I øvrigt glædede man sig på kroen over det faste publikum, som trods alt spillede en så afgørende rolle, at turistnedgangen kun havde haft begrænsede følger.

”Landsbyen, der forlod alfarvej, trives særdeles vel”
I 1977 var Karl-Bjarna Brovst gennem Vejrup, og det kom der en artikel i Vestkysten med ovenstående overskrift ud af. Alene overskriften fortæller, at det alligevel ikke gik så galt som frygtet i første omgang. Byens erhvervsdrivende havde overlevet. Der var bygget en del parcelhuse i den mellemliggende tid, og det havde medført en del omsætning i byens butikker. Derimod var man stærkt utilfredse med, at personbefordringen med jernbanen var nedlagt, og værst af alt: Man var ikke længere en selvstændig kommune! – Ved kommunalreformen i 1970 var man blevet en del af Bramming Kommune, og som en udtalte: ”De rager det hele til sig i Bramming” Set i bakspejlet må man give Karl-Bjarna Brovst ret. Vejrup trivedes særdeles vel. Samme år som den ny vej indviedes, åbnede DLAM (Dansk Landbrugs Andels- Maskinindkøb) en afdeling i Vejrup, netop placeret ud til den ny vej. Samtidig skete der et boom i byggeriet af parcelhuse i byen, først i ”pip-kvarteret” mellem den ny hovedvej og Annexgade, senere i Engdraget og Hegnet. Antallet af erhvervsdrivende er siden gået støt nedad, men ikke hurtigere eller mere drastisk end i andre landsbyer. I 1967 havde byen to købmænd, bagerbutik, slagterforretning, mejeriudsalg, kiosk, tankstation, cykelforretning, radioforretning, smed, to mekanikere og mange flere.

Vejrup 50 år efter
I dag trives Vejrup stadig, fordi der i befolkningen er en vilje til at få tingene til at fungere. I årenes løb er der udvist en kampgejst, når der er noget man har villet. I 1976 samlede man midler ind til et klubhus og fik det bygget med en stor del frivillig arbejdskraft, det samme skete 10 år senere, i 1986, da man kunne indvi en sportshal. Byen har også børnehave og skole, og det har gentagne gange vist sig, at hvis skolen er truet, bakker byen op.
I 1998 kunne man næsten sige, at Vejrup igen forlod alfarvej, nemlig da etapen af motorvej E20 mellem Rebelsig og Størsbøl blev indviet. Det betød, at det var slut med den tætte trafik på A1, der blev mere stille i villakvartererne op til vejen, og man kunne færdes på cykel på ”hovedvejen”. Før trafikken blev flyttet til motorvejen, har jeg oplevet at stå ved hovedvejen og skulle over vejen for at komme med en bus. Det lykkedes ikke, og jeg kom ikke med den bus. Også denne gang formåede Vejrup at overleve. Nu, næsten 20 år efter at E20 blev indviet, trives landsbyen stadig særdeles vel. I 2008 blev Vejrup ”Årets landsby”, der bygges stadig nye boliger i byen, og vi har også fået en ny købmandsbutik, som blev indviet i december 2015. Jeg kan slutte med at gentage Karl-Bjarna Brovsts ord: ”Landsbyen, der forlod alfarvej, trives særdeles vel!”